Mennesker og Medier og Lassefar

Lasse Jensen er tidligere dokumentarstjerne på DR med Jørgen Flindt Pedersen som sin makker. Han er tidligere chef for Det fri Aktuelt. Tidligere chef for TV-Avisen. Altså indgrebet af en has-been.

Nej, netop ikke. Hver gang jeg læser indholdet i hans næste program, tænker jeg: den podcast får jeg ikke tygget mig igennem. Men nu har jeg hørt alt, hvad Lassefar har lavet de sidste to år. Så hvad gør han rigtigt?

Bladkrise
Det er i hvert fald ikke den obligatoriske, kvalmende snak om bladkrise. Sidste uge havde han eskaleret krisen. Nu var der også ugebladskrise. Den del af programmet er overflødig grædekoneri. Noget skal dø, for at noget andet kan opstå. Og aviser giver ikke mening mere. De har valgt profitten. Jeg giver ikke 30 kroner for en avis, hvor det, jeg gider læse, er skrevet af de samme 4-5 overarbejdede spinatfugle. Det er mere, end fisken koster, som avisen i gamle dage skulle ende sine dage i et favntag med. Nå ja, og så er der jo internettet, som er en bullit med avisernes navn på.

Sidste uges radio
Nej, Lasse Jensen er bare godt gammeldags god. Han er velorienteret, velforberedt, veltalende og velredigerende. I denne uge var der fire programindslag i hans magasinprogram med den bedagede titel: “Mennesker og Medier” (den titel giver mindelser om en akademisk snotbog, som stadig ligger og samler støv på sidste dag af det hollandske udsalg i Helligåndshuset):

• Rundbordsdiskussion om amokløbet af madprogrammer i dansk fjernsyn – tjek!
• Notits om en ny BBC-skandale (der var min opmærksomhed vist mest på opvasken).
• Interview med reklamemanden Jacob Ludvigsen – medgrundlægger af Christiania og bagmand bag de gamle Squash-reklamer – i anledning af hans nyudgivne memoirer – tjek!
• Kort kommentar til Helle Thorning-Schmidts beslutning om at nedlægge det ugentlige tirsdagspressemøde. I modsætning til alle andre spinprofessorer erklærede Lasse Jensen det for en indlysende god ide – tjek!
• Og så et uannonceret mindeord om Ole Sippel – dobbeltjek!

Ole Sippels død og opstandelse
Hans kommentar i anledning af Ole Sippels død illustrerer muligvis bedst, hvorfor Lasse Jensen er så god. Han hyldede sin gamle kollega på respektfuld, skønt nedtonet vis. Han betonede hans ubestikkelighed og hårdtarbejdende væsen: Sippel loppede den ikke af i hotellets bar. Han tog ud i marken og gav navnlig de menige arabere en stemme.

Til sidst i den korte nekrolog gav Lasse Jensen så et svirp med halen, der opsummerede Ole Sippels væsen og samtidig udstillede resten af mediernes tåbelighed.

I alle medier havde Dansk Folkepartis Søren Espersens bandbulle mod Sippel i anledning af Sippels skepsis over for den anden golfkrig nemlig fået en prominent placering. Ole Sippel havde været tendentiøs, stod der at læse alle vegne. Han frarådede nemlig ublu krigen, og det kan man jo ikke, når man repræsenterer et offentligt og upartisk organ som DR.

Det viser Lasse Jensens kollegers og mednekrologers mangel på overblik og historisk indsigt. For det, der dengang var kontroversielt hos Sippel, kan i dag – efter finanskrise, Bush juniors deponering på historiens losseplads og verdens generelle magtesløshed oven på det fejlslagne, fredsbevarende efterspil i både Irak og Afghanistan – kun betegnes som civilcourage og visdom. Det er Lasse Jensen den eneste, der husker at sige. De andre lader på beskæmmende vis Ole Sippel og hans minde gå i døden til skinger lirekasselarm fra en opportunistisk sortemand som Søren Espersen.