Kriminelle landmænd på P1

P1 Dokumentar lever sit eget stille liv.

Ofte er det gennemproduceret graverjournalistik, det lavmælte program står for. På det seneste har tilrettelæggerne dog bogstaveligt talt gravet et spadestik dybere.

Inden for tre uger har den stået på to veltrimmede solohistorier om dels en vietnamesisk gartnermafia, der står for 40 % af den danske skunkproduktion og dels om trængte, danske landmænd, der går i sort og ender på forsiden som kyniske dyremishandlere.

Nyheden findes i statistikken

Jyllands Posten har allerede haft større features om vietnamesernes indtog i den danske skunkproduktion. Med en elegant manøvre har P1 Dokumentar skabt nyt nyhedsliv til stoffet. Tilrettelæggerne har ganske enkelt bedt politiets taskeforce på området køre en statistisk søgning på alt, der vedrører skunk og vietnamesere. De tørre tal, som den kørsel frembragte, er rygradden i P1 Dokumentars halvtimes-program: “Vietnamesisk mafia huserer i udkantsdanmark”. Her er nogle af de centrale tal:

Fra 2007 til august 2013 har politiet:

– anholdt 99 vietnamesere for salg eller fremstilling af skunk.

– anholdt 122 danskere for salg eller fremstilling af skunk.

– fundet 154 skunkfarme, hvor 64 af dem er fundet i 2012 og 2013.

Død vietnameser i gylletank

Den offentlige bevidsthed blev først bekendt med problemet, da en vietnameser i 2010 blev fundet død på bunden af en gylletank i Holtum i Vestjylland. Dødsfaldet er aldrig blevet opklaret, men det er blevet kædet sammen med afdækningen af et illegalt skunklaboratorium tæt på fundstedet.

Meget lidt vides om, hvorfor det netop er vietnamesere, der har sat sig så tungt på dette marked, men statistikken viser, at det er et faktum i store dele af Østeuropa og i Storbritannien. Der hersker en udpræget omertá blandt vietnameserne, så den præcise infrastruktur i produktionen er vanskelig at dokumentere. Ved hjælp af politiets efterforskning i Danmark og en hjerteskærende case fra England lykkedes det alligevel P1 Dokumentar at give et indblik i livet på en ikke helt almindelig arbejdsplads i Danmark.

Den engelske case

Den engelske case handler om en ung vietnameser, der blev kontaktet på gaden i sit hjemland, hvor han levede som et ludfattigt gadebarn. En mand gav ham mad og tilbød ham senere et job i England. Transporten til England foregik illegalt i en totalt mørkelagt lastbil sammen med landsmænd, som den 14-årige dreng aldrig fik at se.

I England blev han spærret inde på en hemmelig skunkfarm sammen med hundredevis af hurtigvoksende hampplanter. En gang imellem dukkede en bil op med materialer til skunkproduktionen og en beskeden pose købmandsvarer til den purunge gartner, der ellers var overladt til sit eget selskab i det konstant grelt oplyste og fugtige vækstmiljø på farmen. Efter forgæves flere gange at have klaget over manglen på mad lykkedes det en dag ved et rent svineheld drengen at slippe ud og løbe hen til den nærmeste gård og bede om mad. Senere havnede han i politiets varetægt. I dag lever han i familiepleje et sted i England.

Menneskehandel i Danmark

Politiet i Danmark kan nikke genkendende til den vietnamesiske gadedrengs historie. Det er ofte unge, fattige drenge og mænd, der bliver anholdt med den beskidte jord under neglene ude i udkantsdanmark. Engang imellem går nogle mellemmænd og småleverandører, der kører rundt med forsyninger til skunklaboratorierne, i garnet. De helt store fisk bliver dog meget sjældent hverken anholdt eller dømt. De lever angiveligt uantastet i udlandet.

Et beskeden radioprogram kan således sætte dagsordenen og udvide forståelsen af begrebet menneskehandel. For spørgsmålet er: hvad er værst, og hvad er forskellen på – handlede kvinder ude i den fri luft i Istedgade eller indespærrede, uvidende, mandslinge i et kvalmende indeklima ude i udkantsdanmark?

Når landmanden går i sort

Et par uger forinden præsenterede P1 Dokumentar en anden dyster historie fra det agrare Danmark. Her handlede programmet “Når landmanden går i sort” om baggrunden for nogle af de dyremishandlingssager, som af og til bliver breaking news i nyhedsbilledet.

Med to centrale kilder ridsede tilrettelæggerne nogle af de problemer op, som i virkeligheden kan ligge bag disse historier.

Det drejede sig om socialrådgiver Solvejg Høj, der er en erfaren konsulent for Dansk Landbrugsrådgivning. Det er hende, landmændene ringer til, hvis de har svært ved at overkomme arbejdet på gården. Enten beder de om hjælp hos hende, eller hun fornemmer på sine samtaler med landmændene, at de er ved at gå i sort. For så må hendes organisation tage affære, inden det hele ramler sammen.

Den anden kilde var en tidligere økologisk landmand, Henrik Refsgaard, der engang sad på en central post i regeringens økologiske råd. Han havnede for 5 år siden på forsiden, da en stor del af hans fårebesætning blev fundet død eller døende i en af hans stalde. Alle nyhedskonsumenterne af formiddagsbladene og ude ved tossekasserne så sikkert en frådende knoldesparker uden empati for sine dyr for sig. Det var dog ikke sådan et billede, P1 Dokumentar tegnede.

Søn blev skudt af rævejæger

Henrik Refsgaard havde nogle år forinden været ude for den værst tænkelige tragedie. Dels var han blevet skilt, hvorved hans landbrug var blevet belastet økonomisk ved bodelingen, men endnu værre: Han var skyld i, at hans egen 6-årige dreng var blevet skudt og dræbt.

Henrik Refsgaard havde en vinter hyret en ven, der var jæger, til at skaffe nogle ræve af vejen, der hjemsøgte hans fårebesætning. En aften var hans børn ude at kælke, mens jægeren samtidig var ude at jage, og så skete tragedien. Jægeren tog drengen for en ræv og skød ham en kugle for panden.

Tabet af sønnen var den indirekte årsag til skilsmissen. Den forårsagede også, at Henrik Refsgaard mistede sin faglige stolthed. Forsøget på at genrejse hans landbrug med fårebesætningen kuldsejlede, da han hyrede én til at tage sig af halvdelen af besætningen. Det var denne halvdel af dyrene, der pga. forsømmelse fra medarbejderen og manglende opsyn fra Henrik Refsgaard gik til i sygdom og mangel på basale fornødenheder.

“Når landmanden går i sort”  er en stilfærdig historie med afdæmpede stemmer både fra landmanden og landbrugskonsulenten. Historien angler ikke efter bralrende genklang i nyhedsstrømmen. Den blev efterfølgende citeret, men kun i besked grad. Den vietnamesiske skunkhistorie havde et noget andet efterliv, der sammenlignet med, hvad der er hverdag for radiodokumentar, næsten kan karakteriseres som en mediestorm.

Nyhedsmøllen trumfer radiodokumentaren

Historien spredte sig som ringe i medielandskabet i dagene efter. Danmarks Radio havde kørt det store skyts i stilling og ompakket historien til andre platforme – blandt andet til en skarptskåren nyhedshistorie. Derfor var det ikke den fuldt udviklede dokumentarhistorie på P1, der blev referencepunktet, når den vietnamesiske skunknyhed blev rapporteret i andre medier, men derimod den korte, skarpt vinklede nyhedshistorie.

Den samme forgrening og merchandising af nyhedshistorierne finder sted, når TV Dokumentar har en god historie, men det er tankevækkende, at her genererer manøvren på grund af forskræppen ekstra opmærksomhed og seerskare til tv-programmet t. Den samme synergi er ikke til stede, når P1 Dokumentar har gravet en gedigen nyhedsskat op. Her er det ofte blot en anledning til at undgå at høre den hele og fulde historie. Det må frustrere de dygtige dokumentarister på P1 Dokumentar. Men sådan er radioen. Den lever i det skjulte.