Dårlig research i Flaskens Ånd
Flaskens Ånd på Radio24syv er et ugentligt møde mellem værten Poul Pilgaard Johnsen og en gæst over en eller flere flasker vin. Nogle gange giver den kostbare snobbevin samtalen vinger, men lidt for ofte er mere sladderblad og dårlig research over programmet end Kierkegaard og In Vino Veritas.
Flaskens Ånd med Richard Juhlin (12/10):
Poul Pilgaard Johnsen lagde ud med en lang enetale, mens han ventede på, at hans svenske gæst, den verdensberømte champagnekender Richard Juhlin, skulle indfinde sig. Svenskeren opstigning til de vinøse tinder tog sin begyndelse, da han i en stor blindtest i selskab med klodens ypperste champagneeksperter gættede 43 af de 50 vine. Ingen anden sommelier gættede mere end syv 7.
Juhlin skulle hos Johnsen blindsmage en engelsk mousserende vin (Nyetimber 2003), som har fået rave reviews, og som i øvrigt også har slået flere prestigemærker fra Champagne i blindtests.
Sur røv: Richard Juhlin var knapt nok ankommet til Johnsens ærke-Frederiksbergkonservative karnap, før han havde proklamerede, at han i øvrigt er holdt op med at deltage i blindsmagninger. Juhlin mente, at han kun kan tabe ved den slags stunts. Alligevel fik Johnsen sneget sin blindtest ind, som den kultiverede vært han er. Juhlin gættede naturligvis forkert. Johnsen havde selvfølgelig også lige glemt at fortælle, at det ikke var champagne, de drak, men mousserende vin.
Flaskens Ånd med Klaus Riskær Pedersen (19/10):
Vinklen var hurtig klar i Poul Pilgaard Johnsen interview med den prøveløsladte finanssvindler. Johnsen havde gjort sin Infomedia-søgning grundigt. Det skulle handle om Riskær Pedersen som 70’er-ikon. Men straks Sancerre’n var proppet af, og spørgsmålet blev poppet, gav Riskær Pedersen ham tørt på: Det gad han bare ikke snakke om. Han ville hellere snakke om fremtiden og om et nødvendigt skifte fra den rene fri markedskapitalisme til en mere kontrolleret socialøkonomisk kapitalisme. Det er for Riskær Pedersen en naturlig konsekvens af de bitre erfaringer med det finansielle amokløb, der ledte op til finanskrisen. Ret spændende at høre fra den kant. Men ikke for Johnsen.
Johnsen fingerede interesse, men snart banede han vej til sin næste research-frugt fra sladderbladene: Riskær Pedersens forkærlighed for unge piger. Men det gad Riskær Pedersen heller ikke at snakke om.
Sådan fortsatte det hos “den talende rullekravesweater” (hvilket er AK24syv’s René Fredensborgs karakteristik af kollegaen, Poul Pilgaard Johnsen): Riskær Pedersen ledte efter substans og Johnsen ledte efter dameblad.
Radio24syv om Flaskens Ånd:
Vinprogrammet, hvor der tales mere over vin, end om vin
Når man drikker stor vin, kan man blive bragt gennem alle de grundlæggende eksistentielle følelser i tilværelsen. Fra det ypperste og det skønneste, til det mest dystre og dunkle. Man kan komme i nærheden af det usigelige.
Det er dét, programmet “Flaskens ånd” handler om. Det er dét, som progammet tørster efter, sammen med gæster, som har – eller får – et forhold til vin.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!