Montagen lever i Poetry Texas

“Third Ear” er montagens sidste bastion. Det er en lille netradio støttet af Statens Kunstfond og drevet af et par emeriterede producers fra DR’s nedlagte montagegruppe. I dag har off-off-kanalen via Statens Kunstfond midler til at sammenstykke én lydfetichistisk montage om måneden.

Produktionerne er altid båret oppe af en manisk besættelse af lyd. Nogle gange kammer det dog over, som i kanalens forrige, Jagten på U534, som var et pænt indpakket postulat. Deres seneste, Pejk Malinovskis “Poetry, Texas” er en smuk lille ørkenblomst om en undselig landsby i det galante syd, hvis eneste claim to fame er byens navn – Poetry. Det pudsige faktum benytter tredjegenerations-digteren Pejk Malinovski til diskret at udfolde en sanselig og tankevækkende poetik om poesien i hverdagen.

Gud er lyd
Alle RADIOTER ønsker sig af et godt hjerte, at Third Ear får succes. Kanalen er det, som er allermest savnet i radiolydbilledet i dag: nemlig lyd. Der er meninger, debatter og musik i en lind strøm på begge statsfinansierede kanaler – og så lejlighedsvis et skvæt reallyd for at sætte scenen. Third Ear er i modsætning hertil den totale udnyttelse af lyttesansen. Lyd er gud og dyrkes som en fetish på kanalen.

Bagsiden af den tilgang til mediet blev udstillet i Jagten på U534. Alligevel indkasserede montagen 6 stjerner fra Politikens Torben Sangild. Montagen var en kulørt Dan Brown-kioskbasker, der tog udgangspunkt i et par ogginokker fra Djursland, der jagtede en sunken ubåd, som den daværende ejer af Den Blå Avis senere endte med at fiske op fra farvandene omkring Anholt. Fint nok. Men historien var vildt på steroider med konspirationsteorier, hemmelige agenter og von-hören-sagen opringninger fra Vatikanet til Djursland. Netop bare et postulat for at lege med lydsiden på en – indrømmet – uhyre sansemættet måde. Velviljen var vist løbet af med Politiken. RADIOT ville nok skrue ned for et par af bladets radiopolitiske stjerner.

Vandtårnet i Poetry
Poetry, Texas er det stik modsatte. Her er intet postuleret. Alt er sket i virkeligheden.

Som om det var noget at prale af. For der sker intet i den hensygnende flække Poetry. Her bor hillbillies, cowboys og stay-at-home-moms omkring nogle dirtroads, alle paradoksalt nok kaldet noget med FM… (“farm to market”).

Udsendelsen blev angiveligt til ved, at tilrettelæggeren Pejk Malonovski faldt over et billede af byens vandtårn med ordet Poetry skrevet henover. Så tænkte han, at – der måtte han over og lave en montage. Well… Næppe. Men schwamm darüber: Målet helliger i dette tilfælde røverhistorien.

Ufoer og cowboyer
Programmet er et sammenklip af Malinovskis båndede møder med landsbyens beboere. Alle har sydens gæstfrihed og taler frit fra leveren om det, der står dem nærmest: Deres by og dem selv.

Et par oldinge fortæller om dengang de som knægte så en UFO; en ægte lassosvingende cowboy fortæller om sit arbejde, som for ham er en evig bryllupsrejse, for alle er glade for at se ham, og maden er altid god, hvor end han kommer frem; en husmordigter fælder et par tårer, da hun læser sine hjemmestrikkede rim op om sin by, der langsomt er ved at svinde hen. Der er egentlig nul og niks i det set-up, og hvis montagen havde udspillet sig i Nørrekollemorten, så havde det været en fad oplevelse.

‘Paris, Texas’ som nærmeste nabo
Men sammenfaldet mellem byens navn og poesien kaster ved rene tilfældigheder en perlerække af mindeværdige fastholdelser af poesiens væsen af sig. Som da Pejk spørger den lokale cowboy: “What has poetry taught you”, og svaret lyder_

• I don’t know. I have to give it some thought… Probably that your word is worth something.

Så er det, at jeg næsten har lyst til at fælde en tåre. Eller da et andet intetanende bysbarn på folkekært texansk siger de bevingede ord:

• What I call poetry and what other people call poetry is about two different things – or four.

Eller den melankolske og nostalgiske sentens fra en anden knoldesparker:

• It’s difficult to know where poetry starts and where poetry stops now. Back in the days it was well defined.

Bare så smukt… Meningen er en anden, men pga. den reallydsspækkede montage og Pejks poetiske og kærlige indgang til bysbørnene i Poetry, Texas, så sansespoesiens væsen med en sjælden ømhed og nærvær i de krystalindfattede øjeblikke. Og tilfældighedens poetik løftes yderligere nogle meter over jorden af den smukke atmosfæriske guitarstrumming, som komponisten Gerald Menke leverer med tydelig inspiration fra Ry Cooders slideguitar i Wim Wenders titelbeslægtede Paris, Texas.

(Præsten i Poetry)

Poetry in motion
Disse bonmots er i en litterær sammenhæng de rene selvfølgeligheder, og i et knækbrødstørt litteraturteoretisk festskrift ville de have været en pinlighed. Men her i denne sammenhæng skal alt opleves med lyd på, og den skal man overgive sig til – som til poesien.

Slutningen på montagen er også et lucky strike og endnu et mindeværdigt øjeblik. Her fortæller en kirketjener med sin guitar i skødet, at ‘I do a lot of songwriting in Poetry’. Herpå synger og strummer han om sin hjemby i en tone nært beslægtet med montagens soundtrack og med en sangstemme, der nok skulle have bragt den medhjælpende kapellan videre fra de indledende runder i X-Factor i US of A. Sangens slutstrofe er: “This is poetry, it’s poetry in motion”. Og det er netop det, programmet er:  poetry in motion – og ‘poetry emotion’.

Hør selv
Desværre har denne blog ikke noget lydspor, så hvis De, kære blogee, ikke er overbevist om programmets fortræffelighed, så er den fagre nye verden så viseligt indrettet, at førstehåndsoplevelsen kun er et par klik væk. Så hør selv, og døm selv: Hør udsendelsen her og besøg netstationen Third Ear her.