Huxi og det lidt for Gode Gamle Folketing

HuxiØnskes: ex-politikere, der har siddet højt op i hierarkiet. Træt af: gengangere og backbench’es som gæster i “Huxi og det Gode Gamle Folketing”.

Det skarptskårne og topunderholdende program på Radio24syv går ud på, at pensionerede folketingsmedlemmer udtaler sig om aktuelle politiske forhold, mens de som en bonus trækker på deres egne personlige erfaringer fra Christiansborg. På det seneste lader det dog desværre til, at Huxi Bach er ved at falde tilbage i midterfeltet på sendefladen.

Forligsrotter
Showet er bedst og mest lærerigt, når det er gamle forligsrotter og powerplay’ers som for eksempel Niels Helveg-Petersen (R) og Palle Simonsen (V), der optræder og én passant fortæller, hvad der foregik back-stage under skelsættende politiske træfninger. Flamboyante oppositionspolitikere som Preben Vilhelm (Y) og Mogens Camre (O) kan også løfte programmet med synspunkter, ingen vidste eksisterede.

De to tirsdags-timer på Radio24syv (10-12) er dog efterhånden ved at blive overbefolket af folketingspensionister, der har fristet en tilværelse bag panelerne på Christiansborg.

Bodil Kornbek er en socialdemokratisk overløber med en fortid som formand for et spærregrænse-parti som Kristeligt Folkeparti. Marion Pedersens største parlamentariske bedrift som folketingsmedlem for Venstre var en tjans som indfødsrets- og beredskabsordfører. De to er efterhånden fast inventar som rådgivende pensionister i programmet.

Huxi’s modne kvindetække
Huxi Bach kan godt lide modne kvinder. Karen Thisted og han pingpong’ede bedre end nogen stand-up’ere, dengang de sammen stod for eftermiddagsunderholdningen på P3. Måske er det grunden til en anden markant tendens i castingen til programmet: En tiltagende overrepræsentation af MITC’s (Mothers I would Like to Chat).

Lønnen på Radio24syv er ikke astronomisk, så måske bruger Huxi ikke så lang tid på at få lagt nye telefonnumre ind på sin kontaktliste. Eller produceren har lidt travlt på andre slots i programfladen. Ved det ikke. Men op på hesten igen. Anker lever stadig.

Find programmet her