Nøgen på radio – den omvendte Blachman
Nøgen på radio. Lyder det frækt? Det er, hvad René Fredensborg er i disse dage på AK24syv. Inspiration kommer fra “Blachman”, manden og showet på DR2 af samme navn. Popprovoen bruger her to umælende nøgne kvinder som påskud til en samtale med en mandlig gæst. Radioværten på Radio24syv vender den om. Han inviterer to påklædte kvinder. Derefter stiller han sig op på en palle i studiet i sit Adams-kostume. Resultatet er det stik modsatte af modershowet Blachman: Ingen pinlighed og lutter kærlighed.
Resultatet har dog svinget fra akkurat tåleligt til magisk. De to skønlitterære forfattere, Iben Mondrup og Katrine Stolze, var lavpunktet. De nøjedes med at lire deres hjemmeforberedte hjernefnidder af, og undervejs glemte de, at der stod en nøgen Palle alene på pallen to meter fra dem i studiet. Så blev det for alvor pinligt – for dem. Bedst er det, når den den radiofoniske croquis-model bliver direkte inddraget i kvindernes samtale. Det sker ikke hos Blachman, hvor den slags fraternisering mellem kønnene er strengt forbudt.
‘Nu skal du have pik, din so!’
Tre gange har Fredensborg lavet sin omvendte Blachman. Linse Kessler og Joan Ørting var gæsterne ved det tredje nude-liveshow. De talte frit fra leveren og underlivet med hinanden og med Fredensborg. Tonen var bramfri om analsex, fisseslik og ‘nu skal du ha pik din so’ – og andre malende beskrivelser fra Linse Kesslers liv med ‘Bullerdrengene’ (Bullshit) og andre tattoverede badboys. Tonen var så massivt seksualiseret, at de saftige fraser efterhånden blev hverdagslige. Den absurde komik i at vise nøgenhed på radioen virkede også afvæbnende, og bidrog til at den generelt løsslupne stemning.
Showdown in the OK-Corral
Smukkest af alt var dog den kærlighed, der bredte sig i studiet. De to kvinder er to af landets største sexikoner på hver deres felt. De har aldrig mødtes før, men før eller siden måtte det store showdown komme. Det virkede i starten, som om Linse Kessler var beklemt ved situationen og ikke vidste, om hun skulle trække blank eller give sig hen. Inden hun vidste af det, lå realitybabsen dog på divanen og blotlagde sit plagede sexliv for sexprofeten.
Kessler vil have en Teknisk Tegner
Kessler klynkede over, at hun ikke havde haft sex i syv måneder. Hun var led og ked af, at det hele tiden var den samme slags mænd, hun endte i kanen med: brutale badboys, der bruger hende i alle hendes huller, men svigter som kærester, fordi de bare ikke er søde og hensynsfulde. Sammen med Ørting kom hun frem til, at hendes mønster med mænd var blevet etableret i hendes tidlige ungdom, da hun hang ud med Bullshit på Christinia og var en af deres “slappe skeder”. Løsningen var at finde en arkitekt eller en teknisk tegner, blev de hurtigt enige om.
Ej blottet til lyst
Værten René Fredensborg blev mærkværdigvis aldrig tredje hjul i søstersnakken. Han flettede sig ind og ud af samtalen med beåndede spørgsmål om kvindernes forhold til mænd og til sex. Kvinderne var gennemgående taknemmelige for, at han var så generøs at give dem den sjældne oplevelse: at være alene med en nøgen mand i æteren. Det fik dem dog ikke til at holde sig tilbage. De udnyttede lejligheden til det yderste og spurgte ind til alle tænkelige detaljer ved hans krop. Hans vandrette ar på maven, kun han for eksempel oplyse, kom fra en operation for mavesæksforsnævring, som han fik, da han var 14 dage gammel. Hans glatte hud, men åbenbart hårfagre pik blev også indgående beskrevet. På opfordring trak han lidt i sjoveren, så gæsterne kunne se, hvor lang den var. Han erklærede sig villig til at overveje at studse behåringen på kuglerne. Det ville få pikken til at tage sig større ud – lovede de to kvinder. Da pigerne forsøgte at tale direkte til pikken med kælen snak for at se, hvordan den tog sig ud i udfoldet stand, måtte han dog indrømme, at sveden stod ham ud af armhullerne, hvorpå kvinderne retirerede.
Blachman vil have den bagi
Ørting ville ikke være Ørting, hvis hun ikke lige skulle tage bagvejen til det anale. Hun nævnte, at Blachman på et tidspunkt i et af sine programmer havde hintet til, at han måske havde en erogen zone i toeren. Det havde dog fået lov til at stå i luften, og Ørting ærgrede sig over, at Blachman ikke benyttede lejligheden til for alvor at blotte sig selv. Gæsten tog den heller ikke op, og den nøgne pige måtte ikke række fingeren op og slet ikke give ham fingeren – på den ene eller anden måde. Det betragtede Ørting i øvrigt, som den væsentligste skavank ved Blachman-programmet: at kvinden skulle beholde mundkurv på.
Den ultimative Gonzo
Den omvendte Blachman på Radio24syv er Gonzo-journalstik, når det er allerbedst – udført af den mand, der i Danmark er blevet indbegrebet af genren: René Fredensborg. Her blev journalisten for alvor synlig, selvom han jo netop var det stik modsatte i radioen… hvor han oveni købet var nøgen… hvilket man dog ikke kunne se… Ja, lagene af mange. Det kunne sikkert lokke nogle akademiske semiotikere ud af busken, hvis der da var nogen der kerede sig en døjt om radio i almindelighed og om Radio24syv i særdeleshed.
Politiken giver sig
Programmet har dog ikke rigtigt vundet gehør. En beskeden hædrende omtale gemt godt af vejen i forbindelse med en afstandtagen til Blachmans program, er næsten al den medieomtale, segmentet i AK24syv har fået i dagbladene. Her kalder den snart aftrådte Politien-journalist, Lars Trier Mogensen, Fredensborgs omvendte Blachman for:
“det hidtil bedste forsøg på at bringe sexdebatten videre i føljetonen af både omvendte og tåkrummende ‘Blachman’-episoder. Måske fordi det i det mindste var frivolt, kropsforelsket og sanseligt? Det er nemlig dejligt. Også at høre på”.
Det er ikke småting kommende fra en avis, hvis redaktionelle linje ellers synes at være at nedgøre alt, der kommer fra konkurrentens (Berlingske) kuvøsebarn: Radio24syv.
Blachman ler bedst og sidst
Det er let at rynke på næsen af Blachmans live-show. Isoleret betragtet er det da også pinligt at se på Blachmans affekterede lovprisninger af kvinden akkompagneret af hyppige jabs og slag i luften til rødstrømpebevægelsen. Men samtidig er programmet en perle i tv-sendefladen: Facebook og Twitter gløder af fornærmelse og forargelse; svensk TV laver en omvendt Blachman, hvor et par kvinder kigger på en nøgen mand – og ikke mindst: René Fredensborg kreerer et dobbeltbunden spin-off, der til fulde udnytter radioens fordele i forhold til TV. Intet kan her på RADIOT.DK glæde en radiot mere!