Det Romerske imperium på skrump
Knud Romer er på skrump. Sidste uge handlede Romerriget om modelteater. For et par uger siden var det tavshed og før det var det Intetheden. Måske er det måden, Knud Romer fejrer, at hans program på 24syv er blevet downsized fra 2 til 1 time. Forhåbentlig er han ikke den sidste regnorm, der bliver hakket over på midten på pionerkanalen.
To stive timer
De fleste programmer på 24syv vil nemlig vinde enormt ved at blive skåret ned til det halve. Det kræver i hvert fald sin kvinde at lytte sig igennem 2 timer Ibens 4 gange om ugen med eller uden Mødregruppen. Her er der åben mikrofon for førtidspensionister og kvartalsalkoholikere. Det er demokratisk og fin klynkeradio med en empatisk værtinde, men der er unægtelig langt mellem snapsene. Søren Fauli har blå mandag mellem 10 og 12. Han har meget på hjerte, men ikke så meget i hovedet, så hans program, Løsgængeren, flakser generelt rundt som en hane uden hoved.
To gode timer
Et par magasinprogrammer står dog distancen. Det er fortrinsvist de programmer, der er beværtet af mere end én mand. Cordua & Steno vinder ved værternes forskellighed og den velredigerede brede vifte af emner. Ak24syv har en rimelig stor redaktion og tre skiftende studieværter, der dog nogle gange optræder parvise. Programmerne har tydeligvis en redaktionel linie og høj aktualitet. 4×2 timer om ugen er en masse radio at producere, så nogle gange træder værterne vande og nogle gange giver de airplay til ikke-historier, men perlerne er mange og Gonzo-journalistikken fejrer store triumfer i ulvetimen mellem 18 og 20.
Lisbeth Zornigs program hedder nu Zornigs Zone og har fået klistret en time på. Programmet har skiftet titel et par gange. Grundsubstansen har dog altid været den samme: Lisbeth Zornig samtaler med en socialt udsat, der er kommet ud på den anden ende. Nu passiarer hun i sin påsplejsede anden time med en socialpolitisk spiller, alt fra Poul Madsen fra Ekstra Bladet til Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Pamperne og politikerne kommer dog også op på briksen og beretter fra deres egne liv. Så til syvende og sidst hænger de to timer sammen.
Magtkampe
Magtkampene på Radio24syv har resulteret i, at nyhedsfladen, kurateret af kanaldirektør Jørgen Ramskov, nogle steder er blæst op til op til 3 timer i streg. Det kan være vel længe at være i stue med Claus Cancels machismo eller Gertrud Højlunds føleri.
Kanalcheferne, Mads Brøgger og Mikael Bertelsen, har nu lidt mindre plads at danse på. Kan det være derfor, at de har benyttet lejligheden tilden klædelig halvering af Romerriget? Næppe. Det handler snarere om, at de gerne vil holde fast i en af deres stjerner ved at skære lidt ned for arbejdspresset på ham.
Standardforklaringen på 2-timers formatet er, at stationen ifølge sit fundats er forpligtet til at producere 22 spritnye radiotimer om dagen, og derfor er storproduktion en fordel.
Til det kan man for det første sige, at 24syv ikke lever op til netop det krav. De opererer med den bekvemme term highlights, men det ændrer ikke ved det faktum, at indholdet i disse highlight-programmer stadig er genudsendelser. Derfor sniger stationen sig aldrig over højst 21 nyproducerede timer om dagen fordelt over ugen.
For det andet suger 24syv kraften ud af deres værter og deres lyttere med 2-timers-kravet. Der skal åbenbart en nedkørt stjerne til at slække på det dogme.
Eller er Knud Romer bare den første, der med sit Romerriget fik ordnede og hensigtsmæssige forhold? Det kunne man da håbe.